©  Foto:

Iron Lake Challenge i Danmarks Smukkeste

Danmark er fyldt med store og smukke søer, men har du nogensinde overvejet at gå rundt om de 10 største, eller måske blot tre, to eller én af dem? I Danmarks Smukkeste ligger tre af de største danske søer, som er en del af Iron Lake Challenge Danmark.

Iron Lake Challenge er et tysk koncept, hvor du udfordres til at vandre rundt om de ti største søer i forskellige lande på tværs af kloden. Denne udfordring findes også i dansk format, og i Danmarks Smukkeste er vi så heldige at have tre af Danmarks største søer, nemlig Mossø, Skanderborg Sø og Julsø.

Mossø

Mossø er Danmarks fjerde og Jyllands næststørste sø og den er en del af Gudenåsystemet. Turen omkring søen er præget af den skønne natur, og I kommer undervejs både gennem skov og mere åbne vidder. Størstedelen af ruten foregår enten i skove, herunder Højlund Skov, Dørup Skov og Boes Skov, eller på forholdsvis store veje. Vær derfor opmærksom på, at dele af turen kan være støjende.

Undervejs på ruten er der rig mulighed for at opleve smukke udsigter og egnens fugle. Søen er nemlig kendt for at være hjemsted for flere forskellige vadefugle.

Vi anbefaler at starte ruten ved Klostermølle, hvor der er gode muligheder for parkering. Klostermølle har tidligere været et kloster og sidenhen en papirsfabrik. Flere af fabrikkens bygninger står stadig, herunder Danmarks længste træbygning, som har et fugletårn med en smuk udsigt over Mossø.

Kombiner eventuelt turen med et besøg på "Sukkertoppen", som er en stejl bakke på 108 højdemeter, der ligger i nærheden af Klostermølle. Fra toppen af bakken kan du opleve en af Danmarks smukkeste udsigter ud over Mossø og Søhøjlandet.

Ruten omkring søen er ca. 28 km lang og tager i gennemsnit mellem 7 og 8 timer at gennemføre.

Der er mulighed for overnatning ved Gl. Rye Teltplads, som ligger tæt på ruten. 

Se billeder fra og hele ruten her.

Skanderborg sø

På ruten omkring Skanderborg Sø kommer I både gennem byen og naturen. Undervejs på ruten kommer I forbi Slotskirken, "Kærligheden", som er et af Smuk Fests campingområder, Skanderborg Golfklub, Ringkloster, Vestermølle og lystbådehavnen. 

Er du mest til at vandre på ikke-asfalterede veje, kan du ved golfbanen gå ned mod Hylke Strand og følge den gule sti op til vejen igen. Vær dog opmærksom, når du går tæt ved golfbanen; der kan ind imellem komme en bold flyvende.

Vi anbefaler, at I i forbindelse med turen besøger nogle af de førnævnte steder, f.eks. Skanderborg Slotskirke eller Vestermølle. Slotskirken er en del af Kong Frederik II's middelalderborg, som blev bygget mellem 1562 og 1563. Vestermølle er en mere end 500 år gammel mølle, hvor der i dag både er restaurant og museum.

Ruten omkring søen er ca. 22 km lang og tager i gennemsnit mellem 4 og 5 timer at gennemføre.

Der er i forbindelse med ruten mulighed for overnatning ved Shelterpladsen Junges Plantage eller på Skanderborg Sø Camping, som ligger tæt på ruten.

Se billeder fra og hele ruten her.

Julsø

Julsø er den største og dybeste af Himmelbjergsøerne og har en vandoverflade på 565 hektar, og bliver derfor i sommermånederne brugt flittigt til vandsport. Men lige så smukt som der er på søen, ligeså smukt er der omkring den. Landskabet omkring søen beskrives ofte som Danmarks svar på Alperne; søen ligger nemlig i et af de mest bakkede områder i landet.

Ruten er altså præget af bakker. Vær derfor opmærksom på, at højdeforøgelsen på ruten er forholdsvis høj. Men det bakkede landskab betyder også, at der undervejs på ruten kan opleves mange smukke udsigter over både søen og landskabet omkring den.

I forbindelse med ruten anbefaler vi at tage forbi den hyggelige by Ry eller bestige Himmelbjerget. På toppen af "bjerget" kan I opleve en storslået udsigt over søen og landskabet samt gå på opdagelse i de mange mindesmærker, der er spredt på og omkring "bjerget". 

Vær opmærksom på, at for at gennemføre ruten skal Gudenåen krydses med Solfærgen, som kun sejler i månederne mellem marts og oktober.

Ruten omkring søen er ca. 46 km lang og tager i gennemsnit mellem 11 og 12 timer at gennemføre.

I forbindelse med ruten er der mulighed for overnatning ved Julsø Teltplads, Skimminghøj Teltplads og Alling Vest Teltplads, som ligger tæt ved ruten.

Se billeder fra og hele ruten her.

Andre overnatningsmuligheder ifm. Iron Lake Challenge i Danmarks Smukkeste

Find flere overnatnings muligheder i Søhøjlandet her.

Læs mere om Iron Lake Challange Danmark og tilmeld dig her.

Se hvad andre deler på Instagram

#mossø #skanderborgsø #julsø #danmarkssmukkeste

Del dine oplevelser med os #danmarkssmukkeste :