Skanderborg

Skattejagt

Tag på skattejagt i Danmarks Smukkeste og oplev nogle af Danmarks højeste punkter. Gå på opdagelse i smuk natur, find skjulte perler og kombiner leg, læring og naturoplevelser for både børn og voksne. En aktiv oplevelse for hele familien – året rundt.

Skattejagt ved Himmelbjerget
Foto: Danmarks Smukkeste

Det bjergtagende Søhøjland
Søhøjlandet er et af Danmarks mest dramatiske landskaber. Området blev skabt ved afslutningen af den seneste istid, hvor isen smeltede ujævnt og efterlod et kuperet terræn med stejle bakker, dybe dale og et væld af søer. Smeltevandet gravede sig ned i landskabet, mens store isblokke blev liggende og senere smeltede til de søer, der i dag giver området sit navn.

Netop højdeforskellene gør Søhøjlandet til noget særligt. Her finder du nogle af Danmarks højeste naturlige punkter – perfekte mål for små og store eventyrere. I skattejagten De danske toppe går turen til fem udvalgte høje punkter, hvor I kan prøve kræfter med jeres indre bjergbestiger, løse opgaver og samle bogstaver til et hemmeligt kodeord. Når alle bogstaver er fundet, har I gennemført jagten - og kan kalde jer ægte bjergbestigere! 

Skattejagten kan opleves på én dag for de energiske, men den egner sig også perfekt til at blive spredt ud over flere feriedage. De fem højdepunkter kan fungere som naturlige stop, der leder jer rundt i Søhøjlandet og giver anledning til både naturoplevelser, pauser og nye udsigter undervejs.

Tilgængelighed
Der er parkering nær alle fem stop. Ved Bryggebjerg kan man parkere på parkeringspladsen ved Alling Beboerhus, hvorfra man går 700 m til udsigtspunktet og ved de resterende stop er der parkeringspladser tæt på. Både Himmelbjerget, Ejer Bavnehøj og Møllehøj er tilgængelige med barnevogn og kørestol. Toppen af Fårbjerg og udsigtspunktet Bryggebjerg er ikke egnede for barnevogne eller kørestole. 

Præmie 
Når I har været forbi alle fem stop, samlet svar undervejs og besvaret skattejagtens kodeord, kan I hente jeres velfortjente præmie. Præmien kan hentes flere steder i området: 

  • Kafé K i Kulturhuset Skanderborg, Parkvej 10 
  • KASA i Ry, Klostervej 1 

Selve skattejagten kan enten downloades nedenfor eller afhentes på de to ovenstående lokationer, hvor præmier også afhentes. 

skattejagt-de-danske-toppe.pdf
PDF3.24MB

De danske bjerge

Oplevelser for børn