
MTB sporet Prærien i Anebjerg skov
Tag cyklen og oplev det spritnye mountainbikespor i naturskønne Anebjerg Skov nær Skanderborg.
Det 3,8 km lange spor byder på spændende tekniske udfordringer og er perfekt for både begyndere og øvede ryttere.
“Prærien” er en del af et større netværk, der forbinder Mallinggårdskoven og Baneskoven, så du kan nyde hele 9 km sammenhængende mountainbikeruter med flotte skilte, der guider dig sikkert rundt.
Sporene er skabt med respekt for naturen, hvor store lokale sten indgår som sjove og udfordrende elementer. Udover mountainbikere er sporet også åbent for vandrere, som anbefales at gå modsat cyklisternes retning for sikkerheden.
Prøv kræfter med det blå spor eller de mere tekniske røde sideforløb og få en fantastisk oplevelse midt i det naturskønne Søhøjlandet.