
Skimminghøj Bådhus
Midt i Ry, hvor søer, skove og Gudenåen mødes, vokser et nyt samlingspunkt frem. Skimminghøj Bådhus bliver et levende sted for friluftsliv, fællesskab og kultur – for både lokale og besøgende i Danmarks Smukkeste.
Skimminghøj Bådhus er et ambitiøst og længe ventet projekt, der løfter outdoor-livet ved Gudenåen. Bådhuset opføres som et smukt træbyggeri på ca. 300 m² med åbne opholdsrum, tekøkken, værksted, depot samt moderne toilet- og badefaciliteter. Udenfor inviterer en terrasse til pauser med udsigt over vandet.
I vinterhalvåret danner bådhuset ramme om værksted og vinteropbevaring af det historiske museumsskib Gl. Turisten. Når sommeren kommer, åbner stedet sig som madpakkehus, hængekøjehotel og mødested for små koncerter, foredrag og lokale arrangementer.
Projektet er skabt i tæt samarbejde med lokale foreninger og frivillige og bliver en vigtig del af Gudenåstien – fra kilde til fjord. Med sin centrale placering, hvor Gudenåstien og Himmelbjergruten krydser hinanden, bliver Skimminghøj et naturligt stop for sejlere, vandrere og cyklister i Søhøjlandet.
Skimminghøj Bådhus indvies sammen med Gudenåstien den 28. marts 2026, lige i tide til en ny sæson med friluftsliv og oplevelser i Danmarks Smukkeste.