
Saunagus i Bybadet
Nyd Saunagus året rundt i Bybadet i Skanderborg, hvor vinterbadeklubben Vinterbybadet inviterer til guidede sessioner med dygtige gusmestre.
Er du også blevet pjattet med saunagus eller drømmer du om at prøve det for første gang?
Så er der god grund til at kigge mod Bybadet i Skanderborg, hvor Vinterbadeklubben Vinterbybadet Skanderborg året rundt afholder saunagus for både nye og erfarne deltagere.
Nu kan du også som ikke-medlem af klubben købe dig adgang til lækre saunagus-oplevelser og arrangementer for offentligheden.
Saunagus er en guidet oplevelse, hvor varme, damp og æteriske olier kombineres for at skabe en sanselig og afstressende stund. En gusmester leder forløbet og skaber variation i både temperatur og duft, så kroppen får lov at slappe af, blodcirkulationen stimuleres, og åndedrættet bliver dybere og friere.
Selvom sauna ofte forbindes med vintermånederne, kan saunagus sagtens nydes hele året. Effekten er den samme – ro i kroppen, klarhed i sindet og en følelse af fornyet energi.
Saunagus finder sted i Bybadet i Skanderborg, og pladser skal bookes på forhånd via Vinterbybadet, hvor du frit kan vælge blandt de tilgængelige tidspunkter og ugedage.