©  Foto:

Kanotur Klostermølle til Ry - 1-dagstur

Udforsk den skønne natur i nærområdet med en dagstur, der begynder ved Klostermølle. Her får I mulighed for at opleve både smalle åløb og en enkelt sø på en cirka 11 km lang tur fyldt med naturoplevelser.

Turen er let tilgængelig og egnet for de fleste

Praktisk

Klostermølle – Ry (1-dagstur)
Varighed: 1 dag
Overbæringer: 2 i alt – én med vogn, én med slidske
Sæsonstart: Fra 1. maj
Sydligste afgangssted før 16. juni

Nem transport tilbage til din bil med Modstrømsbussen
I skolernes sommerferie og weekenderne i august kan du gratis køre med Modstrømsbussen fra Ry og mod Tørring. Den kører fra Kvickly i Ry kl. 15.45. Læs mere og se hele køreplanen for Modstrømsbussen her

Turbeskrivelse
Startstedet Klostermølle har en overbæringsplads, hvor kanoerne skal transporteres videre med en trækvogn.

For at følge Gudenåens løb, drej til venstre efter overbæringen. Åen bliver bredere, og efter et stykke tid flyder Salten Å til fra venstre. Følger man denne å cirka 500 meter op, kommer man til Gl. Rye teltplads, som tilbyder mulighed for en overnatning.

Bemærk: Det er ikke tilladt at fortsætte sejladsen længere op ad Salten Å end til teltpladsen. Herfra vender man tilbage og sejler videre ad hovedløbet. Når Salten Å løber ud i Gudenåen, hold da venstre for at komme mod Gudensø og Ry.

På vejen passerer man Emborg Bro – et godt sted at holde pause. Her findes faciliteter som borde, bænke og et overdækket madpakkehus.

Ved udmundingen til Gudensø drejes til højre. Efter ca. 300 meter når man en lavvandet sandstrand, hvor kanoen nemt kan trækkes på land. Herfra er der adgang til Øm Kloster.

Øm Kloster

Ruinerne af Øm Kloster ligger i nærheden og kan besøges via en sti. Klosteret blev grundlagt af cisterciensermunke i perioden 1172–1257 og fungerede som kloster frem til reformationen i 1536. I 1561 blev det nedrevet efter kongens ordre.

Arkæologiske fund har afsløret, at nogle af munkene arbejdede som læger, og at klosteret blandt andet blev brugt som hospital og plejehjem. Området rummer i dag et museum med udstillinger, ruiner og en urtehave med historiske lægeplanter.

Sejlads mod Ry

Turen fortsætter via Gudensø, hvor fuglelivet er rigt – her kan man se lappedykkere, skarver, fiskehejrer og mange flere. Rødeltræer gror langs bredden med rødderne i vand, og i vige og rørskove vokser åkander og vandplanter. Bemærk: Sejlads er ikke tilladt i disse områder.

Sidste strækning går gennem Ry Møllesø. Ved indsnævringen passeres Holmens Camping, hvor der er mulighed for både overnatning og indkøb. Efter cirka 30 minutters sejlads ankommer man til Ry.

Ved ankomst til vejen skal man holde til venstre. Her er der toiletter og en passage under amtsvejen, som blev anlagt i 1998.

Efter vejen er der endnu en kort overbæring, inden man sejler videre ind i Lillesø. Herfra drejes til højre og ind i Ry Havn, hvor turen slutter ved vores base i bunden af havnen.

 

 

Se, hvad andre deler på Instagram

#Rykano #Danmarkssmukkeste #visitdanmarkssmukkeste

Del dine oplevelser med os #danmarkssmukkeste :